Driften af kontor- og mandskabsfaciliteter kan snart blive CO2-neutral

August 17, 2021

Enkel løsning til emissionsfri drift af kontor- og mandskabsfaciliteter på de danske byggepladser er på
vej: En mobil ramme monteret med solceller placeres på taget af for eksempel en skurvogn og tilsluttes.
Værsgo: Så er der CO2-neutral supplerende energiforsyning til fx varmepumpe, varmt vand, kaffemaskine,
belysning og alt det andet, mandskabet eller byggeledelsen har brug for.

Michael Bruun fra CP, der er en af idémagerne, fortæller:

- Vi er i fuld gang med at færdiggøre de første 5 udlejningseksemplarer i 1. generation, som står klar til udlejning i
slutningen af måneden. Vores idé var at skabe en helt enkel løsning, både økonomisk og praktisk. Selve monteringen
kan udføres på ca. en halv time. Den bærende ramme på SunCap indeholder ikke kun al teknikken, men kan også
justeres, så den kan tilpasses forskellige størrelser enheder. I første omgang er SunCap tænkt som et supplement til
det almindelige forsyningsnet.

- Vores data viser, at en SunCap under optimale omstændigheder kan supplere energiforbruget med op til 31,7 kWh
om dagen. Det svarer til, at man pr. dag reducerer sit klimaaftryk med 3,71 kg CO2 og opnår en økonomisk besparelse
på kr. 72,91 (kr. 2,30 pr. kWh), forklarer Philip Raistrick, der er teknisk konsulent på projektet.

- Det er klart, at der bliver produceret mindre energi på en gråvejrsdag i januar end på en sommerdag i juli. Men
sideløbende med lanceringen af 1. generation af SunCap er vi ved at være i mål med udviklingen af en PowerCube,
som kan lagre den overskydende energi til de perioder, hvor SunCap producerer mindre energi. Så vi er ikke langt fra
at kunne tilbyde vores kunder en fuldstændig energineutral løsning til driften af kontor- og mandskabsfaciliteterne,
supplerer Michael Bruun.

SunCap er frugten af et samarbejde mellem en flok innovative medarbejdere i CP, som undervejs i udviklingsforløbet
har sparret med flere eksterne partnere, kunder og rådgivende ingeniører. Baggrunden for udviklingsprojektet er det
øgede fokus på bæredygtighed i byggeriet.

- De senere år har der været massivt fokus på at reducere bygge- og anlægsbranchens CO2-udledning, der direkte og
indirekte udgør ca. en tredjedel af Danmarks årlige emission. Først var kikkerten rettet mod selve byggeriet, senere
rettede opmærksomheden sig også mod byggeprocessen, som vi jo som materieludlejningsvirksomhed er en del af.
Noget af det første, der skete, var, at materieludlejningsbranchen fik C02-emissionsfrit materiel på hylderne. Da vi gik
i gang med at udvikle SunCap, var ambitionen at prøve at indrette og drifte en byggeplads med mindst mulig CO2-udledning.
Nu er vi spændt på at se, om der er interesse for ideen, slutter Michael Bruun.

Prismæssigt forventes det, at transport og montering af 1 stk. SunCap bliver ca. kr. 2.900 ekskl. el-arbejde og myndighedsbehandling.
Den daglige leje vil være ca. kr. 75,-.

Eksempel opstilling

Om CP

CP er blandt de markedsledende inden for byggepladsindretning og udlejning af kontor- og mandskabsmoduler,
containere, entreprenørmateriel, lifte og pavilloner. CP ApS blev grundlagt i 1986 og er en 100 % danskejet familievirksomhed.
Virksomheden servicerer kunder i hele landet og har efter opkøbet ca. 140 medarbejdere.

Yderligere information

Michael Bruun, CP ApS

mb@cp.dk30 18 90 62